Nyhedsbrev fra MEP Anne E. Jensen
Offenliggjort 19 februar, 2012
Vi havde besøg i den liberale gruppe af to repræsentanter fra Syrien, som fortalte om situationen og kom for at opfordre os til at arbejde for en FN-aktion, der kan skabe fred. Det var Danny Abdul Dayem, der er en ung videoblogger, som ofte har rapporteret fra Homs til CNN, og man kan finde mange klip med ham på YouTube. Og det var Fawaz Tello fra Det Syriske Nationalråd, en slags eksil-regering etableret i fjor og som har hjemme i Istanbul.
De fortalte om de overgreb den syriske regering og hæren foretager på befolkningen, og at modstandskraften i Homs er ved at ebbe ud. Det var bevægende beretninger om horrible forhold. Alligevel tegner udviklingen i Syrien til at blive en vanskelig sag. Det skyldes, at der i Syrien er etniske og religiøse modsætninger, der rækker ud i hele den arabiske verden. Så freden sikres nok ikke ved bare at styrte præsident Assad og hans regime. Det har afspejlet sig i Nato’s reaktioner, og det afspejledes også i den resolution om emnet, som Europa-Parlamentet vedtog i denne uge.
I resolutionen fordømmer Parlamentet Ruslands og Kinas blokering for en FN-resolution om Syrien. Man opfordrer desuden Rusland til at stoppe sine våbenleverancer til landet, og til at EU til fuldt ud respekterer våbenembargoen. Men ud over opfordring til at der arbejdes videre med at få FN på banen, er der ikke stærke initiativer. Parlamentet opfordrer til flere EU-sanktioner mod regimet og stærkere støtte til oppositionen – primært i form af humanitær og teknisk støtte. Tyrkiets og Den Arabiske Liga’s rolle understreges.
Men det bliver ved en opfordring til præsident Assad og hans regime om at stoppe volden og tillade en overgang til demokrati. Regimets krænkelser af menneskerettighederne skal undersøges og de ansvarlige skal drages til ansvar. Volden risikerer at smitte af på Libanon og påvirke hele regionen.
Men de to repræsentanter ville bare af med Assad-regimet, og de savnede hjælp udefra – hurtig hjælp. Især den unge video-blogger understregede, at præsident Assad egentlig ikke gør andet end, hvad hans far gjorde. Men i 80’erne kunne man begå massakrer uden at omverdenen registrerede det. Det går ikke længere, nu, hvor man med mobiltelefoner og I-Phone kan rapportere med billeder og video fra kamppladsen. Man kan ved selvsyn se de barske reportager, hvor også børn rammes af hærens bombardementer. Så det er sværere at afskrive sig et ansvar. Men desværre også svært at pege på en løsning, når Rusland og Kina blokerer for en FN-løsning.
Finansiel regulering
I denne uge var der en første debat i det monetære udvalg ECON om en ændring af EU’s regulering af markedsinstumenter – den såkaldte MIFID. Revisionen af dette direktiv har baggrund i den tekniske udvikling, nye produkter og nye aktører siden direktivet trådte i kraft i 2007. Parlamentet gør meget ud af arbejdet. Der er blevet udsendt et spørgeskema til alle aktører, og der foreligger nu 4000 siders materiale. Ordføreren Marcus Ferber fra EPP har lavet tre arbejdsdokumenter, der opridser situationen, og der har været en høring i december, som man kan finde på nettet. Arbejdsdokumenterne ligger på:
http://www.europarl.europa.eu/meetdocs/2009_2014/documents/econ/dt/885/885412/885412en.pdf
http://www.europarl.europa.eu/meetdocs/2009_2014/documents/econ/dv/wdmifid2_/wdmifid2_en.pdf
http://www.europarl.europa.eu/meetdocs/2009_2014/documents/econ/dv/wdmifid3_/wdmifid3_en.pdf
Alle er enige om at fremme mest mulig transparens i markederne og debatten kom således til at handle om, hvorvidt high-frequency-trading – hvor computere handler hurtigt med hinanden – er et fænomen, der er skadeligt, og om der skal opbygges en ekstra platform til de handler, der ikke er på den officielle børs. Det sidste var der ikke megen opbakning til, men ellers er det en stor og kompleks sag, hvor de politiske holdninger er mangfoldige og rækker fra socialisters ønske til at forbyde alt til de britiske konservatives appel om at se på de gode sider af den nye teknologi. Men der var kun tale om en første udveksling af synspunkter og et udkast til rapport kommer senere på foråret.
Til gengæld skrider arbejdet med nye kapitalkrav nu hurtigt frem. Der er deadline for ændringsforslag til dette forslag i begyndelsen af marts. Det er denne lovgivning, der kan give problemer for den danske realkredit og hele det danske finanssystem, hvis vi ikke får skåret det rigtigt til. Kommissionens forslag og ordførerens udspil er OK, men der er dog fortsat en række ting, som ville være gode at få præciseret eller ændret. Jeg er i tæt samarbejde med Bendt Bendtsen om sagen, og vi koordinerer også til andre danske medlemmer – nemlig Emilie Turunen og Dan Jørgensen, der også begge er suppleanter i ECON-udvalget. Så må vi håbe, at vi ved fælles indsats får et godt resultat.
Hilsen Anne E.









Kommentarer