Ejerskab til eget liv og frit valg

Hvem er bedre til at træffe beslutninger på vores egne vegne end os selv?
Hvem kan være imod frit valg?
Hvorfor tror venstrefløjen ikke på personlig motivation og ansvar som drivkraft?

“Fra tid til anden er vi blevet lokket til at tro, at samfundet er blevet for komplekst til, at det kan styres gennem selvkontrol. At en elites styring er bedre end styring for, ved og af folket. Men, hvis ingen af os er i stand til at regere os selv, hvordan kan nogen af os så have evnen til at regere nogen anden?”

Reagans indsættelsestale får her pointeret, at mennesker bedst selv kan træffe beslutninger på egne vegne. Citatet indeholder arv fra de liberale frihedsrettigheder og deres forsvar for den personlige frihed. Det er kun mennesker selv, der kan tage ansvar for deres eget liv. Lovgivning, forbud og restriktioner er ikke løsningen på alle problemer. Hvem kan vide hvad der er livskvalitet for den enkelte? Forbud, der rettes mod individets livsstil og forfølgelse af anderledes tænkende, har for store omkostninger for menneskets selvværd og lyst til at tage et personligt ansvar. Vi skal væk fra formynderstaten.

Modsat vil Helle Thorning-Schmidt blande sig mere i danskernes hverdag (Berlingske d. 2/8 2009). Socialdemokraterne mener, at de er bedre til at indrette danskernes hverdag end danskerne selv. Eksempelvis skal der laves et forbud mod solarier. Er det næste forslag et forbud mod at opholde sig i solen mellem kl. 12 og 15 om sommeren? Forslaget vil helt sikkert begrænse forekomsten af hudkræft, men i liberal optik er den personlige frihed og ejerskabet til sit eget liv vigtigere. Det frie valg hvad enten det drejer sig om daginstitution, folkeskolen eller hospital giver danskerne ejerskab over deres eget liv. Det er svært at finde argumenter mod at ældre fx ikke kan vælge at få andre end den kommunale hjemmehjælper til at gøre rent eller få udbetalt de penge, kommunen bruger på den udbragte mad, og bruge dem på den lokale kro. En undersøgelse viser da også at hele 80 % af danskerne støtter op omkring det frie sygehusvalg, hvilket er et godt eksempel på, at danskerne gerne selv vil kunne vælge.

Liberalismen kan opfattes som kærlighed, hvor man først respekterer mennesker, når man giver dem retten til at bestemme over deres eget liv. Et synspunkt, der passer til det senmoderne samfund, hvilket følgende eksempler illustrerer:

I uddannelsessystemet taler man ikke om undervisning, men om læring, da al vidensforøgelse kræver en aktiv indsats. Man kan ikke tvinge viden ind i hovedet på eleverne, de skal selv være motiverede for at kunne lære noget.
I ulandshjælpen taler man om fiskestænger frem for fisk - hvorfor gælder termen om hjælp til selvhjælp kun for udlandet? Krav om personlig ansvarstagen vil hjælpe den danske bistandsklient lige så meget som den afrikanske bonde.
I sundhedsdebatten taber man sig ikke fordi, der er én, der siger det. Man taber sig først, når man selv er motiveret. Derfor hjælper forbud ikke på folkesundheden.
I erhvervslivet og idrætsverdenen taler man om coaching, hvor mennesker udvikler sig mest, hvis de selv er ansvarlige for udviklingen. Hvorfor skulle det ikke gælde for resten af samfundet?

Eksemplerne skaber en undren over hvorfor venstrefløjen tror på velfærdsstatens passive forsørgelse. Velfærdssamfundet har ikke medført frigørelse, men en optagethed af forbrug og materialisme. Vi skal have det personlige ansvar ind i debatten og her kan en tro på det enkelte menneske fx ved at give det frit valg i velfærd vise respekten.

Share on Facebook