Mærkesager
Læs også om:
Som baggrund for mærkesagerne ligger Venstres Principprogram og jeg går sammen med min kreds til valg på det politiske program, der er tilgængeligt på Venstres hjemmeside. Hvis du har spørgsmål til min holdning om emner, der ikke berøres nedenstående, så kontakt mig endelig.
1) Frit valg og afbureaukratisering
- I et moderne samfund skal mennesker selv have lov til at vælge, hvordan de vil leve deres liv. For hvem er bedre til at træffe beslutninger på vores vegne end os selv?
- Konkurrence giver bedre tilbud og borgerne mere for deres skattekroner
- Der skal afbureaukratiseres
Mennesker kan bedst selv træffe beslutninger på egne vegne, for hvem kan vide, hvad der er livskvalitet for den enkelte? Socialdemokraterne mener, at de er bedre til at indrette danskernes hverdag end danskerne selv. Eksempelvis skal der laves et forbud mod solarier. Er det næste forslag et forbud mod at opholde sig i solen mellem kl. 12 og 15? Forslaget vil begrænse forekomsten af hudkræft, men i liberal optik er den personlige frihed vigtigere.
Liberalisme er et fokus på det personlige ansvar og værdigheden ved ikke at ”blive administreret” af en stor stat, der putter folk i kasser og ved hvad der er bedst for dem. Det frie valg, hvad enten det drejer sig om daginstitution, folkeskole eller hospital, giver danskerne ejerskab over deres eget liv. De ældre skal fx kunne få udbetalt de penge, kommunen bruger på den udbragte mad, og bruge dem hos den lokale slagter. En undersøgelse viser, at hele 80 % af danskerne støtter op omkring det frie sygehusvalg, hvilket er et godt eksempel på, at danskerne gerne selv vil kunne vælge. Alternativer er altid godt, tænk på et cafeterias service- og pris-niveau, hvis der ikke var andre cafeteriaer. Jeg vil kæmpe for flere udbud og for mere reklame for det frie valg. Konkurrence på velfærdsområdet vil medføre, at vi får mere hjemmehjælp for pengene og jeg mener, at politikerne har en bunden opgave i at give borgerne så meget velfærd for skattekronerne som muligt.
Målehysteri og bureaukrati i det offentlige skal formindskes kraftigt. Til gengæld skal ansatte og ledere i det offentlige have ansvar. Med ansvaret følger risikoen for at blive forflyttet eller fyret ved store fejl, fuldstændig som i den private sektor.
2) Folkeskolen trænger til en ledelsesreform, og børnene skal opdrages hjemmefra
- Vi skal have en ledelsesreform i det offentlige, så skoleledere m.fl. rustes til at få alle lærere til at udvikle Folkeskolen
- Forældre skal tage ansvar for deres børns opførsel, så lærerne kan fokusere på undervisning. Der skal være ro i klasselokalerne
- Fredericia Kommunes profilskoler er vejen frem
Man kan ikke tvinge viden ind i hovedet på elever, de skal selv være motiverede for at lære noget. Her er Fredericias satsning på profilskoler, hvor skolerne profilerer sig på et specifikt område som fx science eller idræt en god ide, der skaber ejerskab og engagement hos elever og lærere. En udvikling af folkeskolen kræver dog også en ledelsesreform, hvor skoleledere rustes til at få alle lærere til at skubbe udviklingen fremad. Her skal de forældrevalgte skolebestyrelser ligeledes på banen og have kompetence til at påvirke skolernes dagligdag. Stramt styrede statsskoler med alt for detaljerede læreplaner skal afløses af målstyring.
Hvis vi skal have verdens bedste folkeskole, hjælper det ikke med flere penge. Tåstrup Kommune er fx dobbelt så dyr som den billigste kommune – og man kan ikke måle nogen forskel. Vi skal i stedet give forældrene ansvaret tilbage, så de ved at være verdens bedste forældre gør deres børn skoleparate, så lærerne kan fokusere på det faglige. Lærerne skal desuden turde være autoriteter, så der bliver ro i klasserne. Vi husker alle timer, hvor vi snakkede og sendte sedler rundt. Uro har mærkbare konsekvenser for børns indlæring.
Som lokal folketingskandidat vil jeg kæmpe for, at vi får flere videregående uddannelsesinstitutioner til kommunen. Det kunne med fordel ske i partnerskaber med erhvervslivet, der dermed sikres et kvalificeret rekrutteringsgrundlag.
3) Aktiv forsørgelse er bedre end passiv forsørgelse
- Velstand er en forudsætning for velfærd
- Erhvervslivet skal have gode vilkår, så der er arbejdspladser og løn til os andre – og vi dermed kan betale skat til velfærdssamfundet
- Alle mennesker har behov for at føle, at der er brug for dem
- Fredericia Kommunes ”længst muligt i eget liv” er liberalt og genialt
Vi er alle afhængige af hinanden. En skattelettelse i et skattesystem baseret på procenter giver skoleinspektøren mere i skattelettelse end pedellen, men skoleinspektøren betaler stadig langt mere i skat end pedellen. Der skal være plads til forskellighed og vi skal bekæmpe fattigdom og ikke rigdom.
Værdier er ikke noget, der bare er her til fordeling, de skal skabes. Derfor skal erhvervslivet have gode vilkår, så vi andre kan få arbejdspladser og løn – og dermed kan betale skat til velfærdssamfundet. Gode vilkår indebærer bl.a. at indkomstskatten for danskerne bør sænkes, så virksomhedernes konkurrenceevne i forhold til udlandet forbedres.
Velfærd skal prioriteres til de borgere, der har behov og jeg ser gerne en formue-bestemt graduering i egenbetalingen af fx hjemmehjælp. Der er svage og fattige folkepensionister, der godt kan bruge mere hjælp, og der er folkepensionister, der godt kan klare sig selv.
Danmark skal ikke være et tagselvbord med sociale ydelser for andre EU-borgere. Der bør være skrappe krav om, hvor længe man skal være på det danske arbejds-marked, før man har optjent ret til kontanthjælp mv.
Det er ikke solidarisk overfor den enlige mor at fastholde hende i sociale ydelser. Tværtimod skal hun have et kærligt skub ud på arbejdsmarkedet eller i uddannelse. Socialdemokraternes nedsættelse af dagspengene til SU-takst for de 18-25 årige i 90’erne er et eksempel, der virkede. Alle mennesker har brug for at føle sig værdsatte og det kan uddannelse og arbejde hjælpe med. I ulandshjælpen taler man om fiskestænger frem for fisk – hvorfor gælder tanken om hjælp til selvhjælp kun for udlandet? Velfærdssamfundet bør fungere som en trampolin frem for som et sikkerhedsnet. Et godt eksempel er Fredericia Kommunes ”længst muligt i eget liv”. Her får de ældre selvværd ved at kunne klare flere ting selv, samtidig med at kommunen sparer penge, der kan bruges på andre områder.
4) Foreningslivet skal have gode vilkår
- Det frivillige foreningsliv skaber fællesskaber
- Det skal være sjovt at være sund – det virker bedre end forbud mod det usunde
- Rammerne for foreningslivet skal være i orden
- Giv solidaritet gode muligheder – det skal være nemt at være frivillig
Folkesundhed skabes bedre ved idrætsglæde end med forbud. Gode forhold for idrætsforeningerne skaber livskvalitet og sundhed for borgerne. Vi går derfor til valg på foreningernes ønsker. Herunder en lettelse i godkendelsesprocedurer ved bygning af legepladser.
Frivillige i socialt arbejde kan ikke roses nok for det ansvar, de tager. Et frivilligt fællesskab giver et ægte fællesskab og en ægte solidaritet. Giv solidaritet gode muligheder. Det skal være nemt at være frivillig. Fx bør hygiejnekurser ikke være et krav for, at man som pårørende eller frivillig må hjælpe med madlavningen til en madbod, der skaffer penge til et miniput-holds fodbold-tur.
5) Fredericia Kommune skal i Superligaen
- Fredericia Kommune skal i Superligaen – ikke kun i fodbold
- Der skal laves løberuter og opsættes basketballkurve for at skabe liv
- Fredericia vold skal udnyttes bedre
- Der skal tiltrækkes turister og skatteborgere til Fredericia Kommune
Fredericia har et kæmpe potentiale med Lillebælt, en blå-flags-strand midt i en flot by, historiske voldanlæg og meget mere. Det skal udnyttes. Både i forhold til turisme og i forhold til tiltrækning af nye skatteborgere. Derfor skal erhvervslivet forkæles med en god infrastruktur. Som lokalt folketingskandidat vil jeg konstant presse på for at staten tilgodeser Fredericia med uddannelsesinstitutioner mv. Hvis vi kigger på Kolding er det tydeligt, at det har mærkbare konsekvenser, at Fredericia ikke har politikere på Christiansborg.
Fredericia Kommune skal bygge videre på titlen som Danmarks idrætskommune. Vi skal have opsat basketballkurve på P-pladser og torve. Når bilerne er væk om aftenen, kan pladserne fyldes med aktivitet. Vi skal have løberuter i hele kommunen med sponsorering af skilte med forslag til ruter.
Fagfolk indenfor turisme udpeger d. 14/8 2009 i Fredericia Dagblad vores by som en by med et kæmpe potentiale. Vi skal have et fæstningscenter samt markedsføre os på den enestående natur, hvor man skal kunne cykle fra bymidten til Østerstrand og videre ud på Trelde Næs.
Vi skal skabe dynamik og en stolthed over at bo i Fredericia Kommune.








